Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –
Peer Gynt.
Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.
Dovregubben.
Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,
ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
Peer Gynt.
Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!
Dovregubben.
Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.
Og hvis han paa en eller anden Boug –
Peer Gynt.
Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;
jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –
Dovregubben.
Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?
Peer Gynt.
Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.
Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!
Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.
Dovregubben.
Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!
Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –
Peer Gynt.
Hvad vil du der?
Dovregubben.
Jeg vil gaa till Komedien.
De søger i Bladet nationale Subjekter –
Peer Gynt.
Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.
Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover Vejen; Dovregubben raaber efter ham.)
*
(Ved en Korsvej.)
Peer Gynt.
Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.
Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!
Knappestøberen
(paa Vejskillet).
Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?
Peer Gynt.
Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!
Knappestøberen.
Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,
hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.
Peer Gynt.
Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –
Knappestøberen.
Ja; og desuden, hvad fører det till?
Peer Gynt.
Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –
Knappestøberen.
Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?
Peer Gynt.
Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!
Knappestøberen.
Men kanske han kunde –
Peer Gynt.
Hyss; nej, – lad være!
Knappestøberen.
Ja, taer vi saa fatt?
Peer Gynt.
Et Spørgsmaal blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
Knappestøberen.
Et underligt Spørgsmaal, især i Munden
paa en Mand, der nylig –
Peer Gynt.
Svar kort og godt.
Knappestøberen.
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters Mening till Udhængsskilt.
Peer Gynt.
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
Knappestøberen.
Det skal han ane.
Peer Gynt.
Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –
og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.
Knappestøberen.
Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel
har Fyren med Hoven sin bedste Angel.
Peer Gynt.
Dette her er en yderlig filtret Affære. –
Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –
det tør kanske falde svært at faa det bevist.
