Hussejn.
Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;
alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!
Peer Gynt.
Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –
det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!
Hussejn.
Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;
være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!
Peer Gynt
(hopper højt).
Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!
Hussejn.
En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!
Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!
Peer Gynt.
Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.
Begriffenfeldt.
Her er Kniv!
Hussejn
(griber den).
Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!
Hvilken Vellyst at snitte sig.
(skjærer Halsen over.)
Begriffenfeldt
(viger tillside).
Sprutt dog ikke.
Peer Gynt
(i stigende Angst).
Hold paa ham!
Hussejn.
Hold paa mig! Der er Ordet!
Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!
(falder.)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en paaholden Pen!
Peer Gynt
(svimler).
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –
et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –
hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!
(synker i Afmagt.)
Begriffenfeldt
(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –
er fra sig selv –! Hans Kroning sker!
(trykker Kransen paa ham og udraaber:)
Han leve! Leve selvets Kejser!
Schafmann
(i Buret).
Es lebe hoch der grosse Peer!
FEMTE HANDLING.
(Ombord paa et Skib i Nordsjøen udenfor den norske Kyst. Solnedgang. Stormfuldt Vejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel Mand med isgraat Haar og Skjægg staar agter paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk. Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.)
Peer Gynt
(læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land).
Se Hallingskarven i Vinterham; –
han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.
Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;
han har endnu den grønne Iskaaben paa.
Folgefaannen, hun er nu saa fin, –
ligger som en Jomfru i skjære Lin.
Vær ingen Galninger, gamle Gutter!
Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.
Kaptejnen
(raaber forud).
To Mand tillrors, – og Lanternen satt!
Peer Gynt.
Det kuler stivt.
Kaptejnen.
Vi faar Storm inatt.
Peer Gynt.
Har en fra Havet Kjending af Ronden?
Kaptejnen.
Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.
Peer Gynt.
Eller Blaahø?
Kaptejnen.
Nej; men oppe fra Riggen
kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.
Peer Gynt.
Hvor har vi Haartejgen?
Kaptejnen
(peger).
Saa omtrent.
Peer Gynt.
Ja vel.
Kaptejnen.
