Langsmed Eggen han og jeg
skar os gjennem Vejret Vej.
Aldrig red jeg slig en Fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred Sole.
Brune Ørnerygge svam
i det vide svimle Slug
midtvejs mellem os og Vandene, –
sakked agterud, som Fnug.
Isflak brast og brød mod Strandene;
men der var ej Døn at høre;
bare Hvirvlens Vætter sprang,
som i Dans; – de sang, de svang
sig i Ring for Syn og Øre!
Aase
(svimmel).
Aa, Gud trøste mig!
Peer Gynt.
Med et,
paa en raadløs braabratt Plett,
foer ivejret Rype-Steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for Bukkens Fod paa Eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et Himmelspring
udfor Dybet med os begge!
(Aase vakkler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os Bergets svarte Vægge,
under os et bundløst Slug!
Først vi kløvte Lag af Taager,
kløvte saa en Flok af Maager,
som igjennem Luften vigende
fløj till alle Kanter skrigende.
Nedad, uden Stands, foer Toget.
Men i Dybet glittred noget
hvidlet, som en Rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget Billed,
som igjennem Fjeldsjø-Stillet
opp mod Vandets Skorpe piled
i den samme vilde Fart,
som i den vi nedad kiled.
Aase
(gisper efter Vejret).
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Peer Gynt.
Bukk fra Luften, Bukk fra Bunden,
stangedes i samme Stunden
saa at Skummet om os klasked.
Ja, der laa vi nu og plasked. –
Langt om længe, du, vi naade
nordre Landet paa en Maade;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
Aase.
Men Bukken, du?
Peer Gynt.
Aa, han gaar der vel endnu; –
(knipser i Fingrene, svinger sig paa Hælen og tillføjer:)
kan du finde ham, saa tag ham!
Aase.
Og du har ej knækket Nakken?
Ikke begge Laar engang?
Ikke Ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – Prisen, Takken,
skyldes dig, som hjalp min Gut! –
Brogen har dog faaet en Revne;
men det er knappt værd at nævne,
naar en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et Sprang –!
(standser pludselig, ser paa ham med aaben Mund og store Øjne, kan længe ikke finde Ord, endelig udbryder hun:)
O, din Fandens Rægglesmed!
Kors og Kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjendt
som en Jente paa de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
Peer Gynt.
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
Aase
(arrig).
Ja, en Løgn kan endevendes,
stadses opp med Brask og Bram,
klædes i en nygjort Ham,
saa dens magre Skrott ej kjendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt saa vildt og stort,
uglet ud med Ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig maalløs Skrækk,
at en kjends ej ved tillsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt.
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slaa ham!
Aase
(grædende).
Aa, Gud give jeg laa Lig;
gid jeg sov i svarte Jorden!
Bøn og Graad ej bider paa ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Peer Gynt.