Kjære, vakkre, lille Moer,
du har Rett i hvert et Ord; –
vær saa blid og glad –
Aase.
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt Svin till Søn?
Maa det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs Enke,
stødt at fange Skam for Løn?
(græder igjen.)
Hvad har Slægten nu tillbage
fra din Farfars Velmagtsdage?
Hvor er Skjæpperne med Mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem Fødder, han, –
ødte dem saa glatt som Sand,
kjøbte Jord i alle Sogne,
kjørte med forgyldte Vogne –.
Hvor er det, som gik tillspilde
ved det store Vintergilde,
da hver Gjæst lod Glas og Flaske
bag sin Rygg mod Væggen klaske?
Peer Gynt.
Hvor er Sneen fra ifjor?
Aase.
Du skal tie for din Moer!
Se tillgaards! Hvert andet Rude-
Hul er fyldt med gamle Klude.
Hægn og Skigard ligger nede,
Fæet staar for Vejr og Væde,
Eng og Aker ligger brakk,
hver en Maaned blir jeg pantet –
Peer Gynt.
Ti saa med den Kjærringsnakk!
Ofte nok har Lykken skrantet,
og saa kom den højst paafode!
Aase.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er Storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang Presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte dig om Døbenavn,
bandte paa at sligt et Nemme
sakned mangen Prins derhjemme,
saa at Faer din gav ham Hesten
med en Slæde till, som Takk
for den vennesæle Snakk. –
Haa; ja da var alting gjildt!
Provst, Kaptejn og hele Resten
hang her dagstødt, aad og drak,
fyldte sig, saa fast de sprak.
Men i Nød skal kjendes Næsten.
Her blev folketomt og stillt
samme Dag da «Jon med Skjæppen»
tog ivej med Kramkarl-Skræppen.
(tørrer Øjnene med Forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde staa som Stav og Støtte
for din gamle skrale Moer, –
skulde Gaardens Gjerning skjøtte,
værge Slumpen af din Arv; –
(græder paany)
aa, Gud hjælpe mig for Nytte
jeg har havt af dig, din Skarv!
Hjemme ligger du i Gruen,
roder rundt i Kul og Emmer;
mellem Byggdens Folk du skræmmer
Jenterne fra Gildestuen, –
gjør mig Spe paa alle Kanter,
slaas med Sognets værste Fanter –
Peer Gynt
(gaar fra hende).
Lad mig være.
Aase
(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste Mand i Laget
i det store Basketaget,
som for nylig stod paa Lunde,
der I slogs som olme Hunde?
Var det ikke dig, som knækte
Armen paa han Aslak Smed, –
eller idetmindste brækte
ene Fingren hans af Led?
Peer Gynt.
Hvem har fyldt dig med slig Præk?
Aase
(hidsig).
Husmandskonen hørte Hylene!
Peer Gynt
(gnider Albuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
Aase.
Dig?
Peer Gynt.
Ja, Moer, – for jeg fik Pryglene.
Aase.
Hvad for noget?
Peer Gynt.
Han er spræk.
Aase.
Hvem er spræk?
Peer Gynt.
Han, Aslak, ved jeg.
Aase.
Tvi – og tvi; nu maa jeg spytte!
Slig en slarvet Fyldebøtte,
slig en Rangler, slig en dranket
