(synker sammen.)
Fuglene.
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og Salmesang høres langt bort.)
Bøjgen
(svinder ind till intet og siger i et Gisp).
Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham.
*
(Soloppgang. Paa Fjeldet udenfor Aases Sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor Sætervæggen.)
Peer Gynt
(vaagner, ser sig om med et sløvt og tungt Øjekast. Han spytter).
Den, som havde sig en ramsaltet Sild!
(spytter igjen, i det samme ser han Helga, der kommer med en Nistebomme.)
Haa, Unge, er du her? Hvad er det, du vil?
Helga.
Det er Solvejg –
Peer Gynt
(springer opp).
Hvor er hun?
Helga.
Bag Sætervæggen.
Solvejg
(skjult).
Kommer du nær, saa sætter jeg paa Sprang!
Peer Gynt
(standser).
Kanske du er rædd, jeg skal ta'e dig i Fang?
Solvejg.
Skam dig!
Peer Gynt.
Ved du, hvor jeg var inatt? –
Dovregubbens Datter er efter mig, som Klæggen.
Solvejg.
Da var det vel, der blev ringet med Klokker.
Peer Gynt.
Peer Gynt er ikke den Gut, de lokker. –
Hvad siger du?
Helga
(grædende).
Aa, hun taer Benene fatt!
(løber efter.)
Vent!
Peer Gynt
(griber hende i Armen).
Se her, hvad jeg har i Lommen!
En Sølvknapp, Unge! Den skal du faa, –
bare snakk godt for mig!
Helga.
Slipp; lad mig gaa!
Peer Gynt.
Der har du den.
Helga.
Slipp; der staar Nistebommen!
Peer Gynt.
Gud naade dig, hvis du ej –!
Helga.
Uf, du skræmmer mig!
Peer Gynt
(spag; slipper hende).
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)
TREDJE HANDLING.
(Dybt inde i Barskogen. Graat Høstvejr. Snefald.)
(Peer Gynt staar i Skjorteærmerne og fælder Gavntømmer.)
Peer Gynt
(hugger paa en stor Furu med krogede Grene).
Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;
men det baader knappt, for du staar for Fald.
(hugger igjen.)
Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede Arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt saa skal du i Knæ –!
(bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt Træ.
Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;
det er bare en Furu med sprukken Bark. –
Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;
men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen
og væve sig bort lyslevende vaagen. –
Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.
(hugger en Stund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer
till at bære frem Maden og duge dit Bord.
Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,
hente det raat fra Skog og Elv,
spike dig Tyri og nøre dig Ild,
stulle og stelle og lage det till.
Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;
vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;
vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken
og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –
(Øxen synker; han ser frem for sig.)
Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj
skal der være paa Tagryggen hæv og høj.
Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,
en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.
