Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.

Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.

Fremmede Folk skal undres paa

hvad det er, som skinner langt borti Aasen.

(ler i Harme.)

Helvedes Løgn! Der var den igjen.

Du er fredløs, Gut!

(hugger hvasst.)

                              En barktækkt Hytte

gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.

(ser oppad Træet.)

Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!

Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –

det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!

(giver sig till at kviste Stammen; paa engang lytter han og staar stille med hævet Øxe.)

Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,

du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.

(dukker bag Træet og kiger frem.)

En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt

under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –

lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.

Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?

Uf da! Hugg han ikke Fingren af!

Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –

Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.

(rejser sig.)

Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste

Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.

Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;

og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –

Men hugge –? For altid skille sig ved –?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –

men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!

(ryster lidt med Hovedet; saa gaar han till sit Arbejde igjen.)

*

(En Stue nede hos Aase. Alting er i Uorden; Kister staar aabne; Gangklæder ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.)

(Aase og Husmandskonen i travlt Arbejde med at pakke sammen og lægge tillrette.)

    Aase

(render till den ene Side).

Kari, hør her!

    Konen.

              Hvad godt?

    Aase

(paa den anden Side).

                              Hør her –!

Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er Nøglen till Kisten?

    Konen.

                              I Nøglehullet.

    Aase.

Hvad er det, som rumler?

    Konen.

                              Det sidste Læss

blir kjørt till Hæggstad.

    Aase

(grædende).

                              Jeg var tillfreds,

jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!

Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!

Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!

Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.

Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.

Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!

(sætter sig paa Sengekanten.)

Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;

strid var den gamle; men stridere var Retten; –

der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;

Peer var borte; ingen kunde mig raade.

    Konen.

Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.

    Aase.

Ja; Katten og jeg, vi faar Naadsensbrød!

    Konen.

Gud bedre jer, Moer; han, Peer, blev jer dyr.

    Aase.

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tillslut.

Det var ligest, de havde holdt sig till Fanden; –

han er Brottsmanden, han, og ingen Anden;

den Styggen fristed min stakkars Gut!

    Konen.

Var det ikke bedst, der gik Bud efter Presten?

Det staar værre till, end I kanske tror.

    Aase.

Efter Presten? Aa jo, jeg mener det næsten.

(farer opp.)

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er Guttens Moer;

jeg faar hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, naar de andre svigter.

Denne Kuften har de skjænkt ham. Den faar jeg lappe.

Gud give, jeg ogsaa turde Skindfellen nappe!

Hvor er Hoserne?

    Konen.

                              Der, blandt det andet Skrammel.