Aase
(roder om).
Hvad finder jeg her? Aa nej; en gammel
Støbe-Ske, Kari! Med den har han leget
Knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var Gilde, kom Ungen ind
og bad sin Faer at faae en Klump Tin.
Ikke Tin, sa'e Jon, men Kong Kristians Mynt;
Sølv; det skal mærkes, du er Søn till Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken Tin eller Guld.
Her er Hoserne. Aa, der er Hul i Hul;
de maa stoppes, Kari!
Konen.
Jeg mener, det trængs.
Aase.
Naar det er gjort, faar jeg komme tillsengs;
jeg kjender mig saa skral og saa ussel og klemt –
(glad.)
To Uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
Konen.
Ja, rigtig har de det.
Aase.
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tillside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har paa, er saa slidt og tynd.
Konen.
Men Kors, Moer Aase, det er visst Synd!
Aase.
Aa ja; men du ved nok, Presten forkynder
Naade for den og de andre Synder.
*
(Udenfor en Nybyggerhytte i Skogen. Rensdyrhorn over Døren. Sneen ligger høj. Det er i Mørkningen.)
(Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.)
Peer Gynt
(ler imellemstunder).
Laas maa der være; Laas, som kan binde
Døren for Troldtøj, og Mand og Kvinde.
Laas maa der være; Laas, som kan lukke
for alle de arrige Nissebukke. –
De kommer med Mørket; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som Tanker!
Under Sengen vi pussler, i Asken vi rager,
gjennem Piben vi russler som gloende Drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker
kan stænge for arrige Nissebukktanker?
(Solvejg kommer paa Skier fremover Moen; hun har et Kastetørklæde over Hovedet og et Knytte i Haanden.)
Solvejg.
Gud signe dit Arbejd. Du faar ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og saa faar du tage mig.
Peer Gynt.
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke rædd for at komme saa nær!
Solvejg.
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med Vind og i Stille.
Bud bar din Moer i alt hun fortalte,
Bud, som yngled, der Drømmene dalte.
Nætterne tunge og Dagene tomme
bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som Livet var slukknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke tryggt hvad Sind du aatte;
jeg vidste kun tryggt hvad jeg skulde og maatte.
Peer Gynt.
Men Far din?
Solvejg.
Paa hele Guds vide Jord
har jeg ingen at kalde for Faer eller Moer.
Jeg har løst mig fra alle.
Peer Gynt.
Solvejg, du vene, –
for at komme till mig?
Solvejg.
Ja, till dig allene;
du faar være mig alt, baade Ven og Trøster.
(i Graad.)
Værst var det at slippe min lille Syster; –
men endda værre at skilles fra Faer;
men værst ifra den, som ved Brystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst faar jeg kalde
den Sorg at skilles fra dem alle, – alle!
Peer Gynt.
Og kjender du Dommen, som blev læst ivaar?
Den skiller mig baade ved Arv og Gaard.
Solvejg.
Mener du vel at for Arv og Eje
jeg skillte mig fra alle de kjæres Veje?
Peer Gynt.
Og ved du Forliget? Udenfor Skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
Solvejg.
Paa Skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
Peer Gynt.
