Saa væk med baade Spiger og Planker!
Nu trænges ingen Stængsel mod Nissebukktanker.
Tør du gaa ind for at leve med Skytten,
saa ved jeg der kommer Vigsel over Hytten.
Solvejg! Lad mig se paa dig! Ikke for nær!
Bare se paa dig! Nej, hvor du er lys og skjær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og lett!
Faar jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig trætt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake Arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
aa, men jeg har længtes baade Nætter og Dage.
Her skal du se, jeg har tømret og byggt; –
det skal ned igjen, du; her er ringt og styggt –
Solvejg.
Ringt eller gjildt, – her er efter mit Sind.
Saa lett kan en puste mod den strygende Vind.
Dernede var det klummert; en kjendte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra Byggden mig skræmt.
Men her, hvor en hører Furuen suse, –
for en Stillhed og Sang! – her er jeg tillhuse.
Peer Gynt.
Og ved du det visst? For alle dine Dage?
Solvejg.
Den Vej, jeg har traadt, bær aldrig tillbage.
Peer Gynt.
Saa har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i Stuen!
Gaa ind! Jeg skal hente Tyri till Gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker opp; Solvejg gaar ind. Han staar en Stund stille, da ler han højt af Glæde og springer ivejret.)
Peer Gynt.
Min Kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal Kongsgaarden tømres fra Grunden!
(han griber Øxen og gaar bortover; idetsamme træder en gammelagtig Kvinde i en fillet grøn Stakk ud af Holtet; en stygg Unge med en Ølbolle i Haanden halter efter og holder hende i Skjørtet.)
Kvinden.
Godkveld, Peer Rappfod!
Peer Gynt.
Hvad godt? Hvem der?
Kvinden.
Gamle Venner, Peer Gynt! Min Stue ligger nær.
Vi er Grandfolk.
Peer Gynt.
Saa? Det er mer, end jeg ved.
Kvinden.
Alt som Hytten din byggtes, byggte min sig med.
Peer Gynt
(vil gaa).
Jeg har Braahast –
Kvinden.
Det har du altid, Gut;
men jeg trasker nu efter og raaker dig tillslut.
Peer Gynt.
I mistaer jer, Moer!
Kvinden.
Jeg har før saa gjort;
jeg gjorde saa dengang du lovte saa stort.
Peer Gynt.
Jeg lovte –? Hvad Fanden er det for Snakk?
Kvinden.
Har du glemt den Kveld, du hos Faer min drak?
Har du glemt –?
Peer Gynt.
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? Naar mødtes vi sidst?
Kvinden.
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(till Ungen.)
Byd Faer din Drikke; jeg mener han er tørst.
Peer Gynt.
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
Kvinden.
Du kan da vel kjende Grisen paa Skindet!
Har du Øjne? Kan du ikke se, han er lam
paa Skanken, som du er lam paa Sindet?
Peer Gynt.
Vil du bilde mig ind –?
Kvinden.
Vil du vringle dig bort –?
Peer Gynt.
Denne langbente Ungen –!
Kvinden.
Han er voxet fort.
Peer Gynt.
Tør du, dit Troldtryne, lægge mig ud –?
Kvinden.
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en Stud!
(grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i Lider og Bakker?
I Høst, da jeg fødte, holdt Fanden om min Rygg,
og saa er det rimeligt nok en blir stygg.
