Men dersom du vil se mig saa ven, som før,
skal du bare vise Jenten derinde paa Dør,
jage hende ud af Sindet og Synet; –
gjør saa, kjære Vennen min, saa mister jeg Trynet!
Peer Gynt.
Vig fra mig, din Troldhex!
Kvinden.
Ja, se, om jeg gjør!
Peer Gynt.
Jeg skal slaa dig i Skallen –!
Kvinden.
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan staa for Slag!
Jeg kommer igjen hver evige Dag.
Jeg glytter paa Døren, ser ind till jer begge.
Sidder du med Jenten paa Bænkefjæl, –
blir du kjælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min Del.
Hun og jeg, vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kjære Gutten min, imorgen kan du gifte dig!
Peer Gynt.
Din Helvedes Mare!
Kvinden.
Men det er s'gu sandt!
Ungen faar du fostre, din fodlette Fant!
Vesle-Fanden, vil du till Faer din?
Ungen
(spytter paa ham).
Tvi!
Jeg skal hugge dig med Øxen; bare bi, bare bi!
Kvinden
(kysser Ungen).
Aa nej, for et Hoved der sidder paa den Kropp!
Du blir Faer din opp af Dage naar du engang voxer opp!
Peer Gynt
(stamper).
Gid I var saa langt –!
Kvinden.
Som vi nu er nær?
Peer Gynt
(knuger Hænderne).
Og alt dette –!
Kvinden.
Bare for Tanker og Begjær!
Det er Synd i dig, Peer!
Peer Gynt.
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, skjæreste Guld!
Kvinden.
Aa ja; det svier till de skyldfri, sa'e Fanden,
Moer hans gav ham Hugg, for Faer hans var fuld!
(hun trasker ind i Holtet med Ungen, som kaster Ølbollen efter ham.)
Peer Gynt
(efter en lang Taushed).
Gaa udenom, sa'e Bøjgen. En faar saa her. –
Der faldt Kongsgaarden min med Braak og Rammel!
Det slog Mur om hende, jeg var saa nær;
her blev styggt med et, og min Glæde blev gammel. –
Udenom, Gut! Der finds ikke Vej
tvers igjennem dette till hende fra dig.
Tvers igjennem? Hm, der skulde dog findes.
Der staar noget om Anger, hvis rett jeg mindes.
Men hvad? Hvad staar der? Jeg har ikke Bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
Rettledning at faa i vilde Skogen. –
Anger? Saa skulde der kanske gaa Aar,
før jeg vandt mig igjennem. Det Liv blev magert.
Slaa sønder, hvad skjært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af Stumper og Skaar?
Sligt gaar med en Fele, men ikke med en Klokke.
Der, det skal grønnes, faar en ikke traakke. –
Men det var jo en Løgn med det Hexetryne!
Nu er alt det Styggetøj ude af Syne. –
Ja; ude af Syne, men ikke af Sind.
Smygende Tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som paa Hougene sprang!
Vil de ogsaa være med? Med Skratt og Harme
kræve, som hun at krystes i Fang,
løftes varligt og vent paa strake Arme?
Udenom, Gut; var Armen saa lang,
som Furuens Lægg eller Granens Stang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
till at sætte hende fra mig menløs og skjær. –
Jeg faar udenom dette paa Sætt og Vis,
saa det hverken blir Vinding eller Forlis.
En faar skyde sligt fra sig og faa det glemt –
(gaar nogle Skridt mod Hytten, men standser igjen.)
Gaa ind efter dette? Saa stygg og skjæmt?
Gaa ind med alt det Troldskab i Følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster Øxen fra sig.)
Det er Helgedagskveld. At stævne till Møde,
slig, som jeg nu er, var Kirkebrøde.
Solvejg
(i Døren).
