Kommer du?
Peer Gynt
(halvhøjt).
Udenom!
Solvejg.
Hvad?
Peer Gynt.
Du faar vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Solvejg.
Bi; jeg skal hjælpe; vi Byrden skal dele.
Peer Gynt.
Nej, staa der du staar! Jeg faar bære det hele.
Solvejg.
Men ikke for langt, du!
Peer Gynt.
Vær taalsom, Jente;
langt eller kort, – du faar vente.
Solvejg
(nikker efter ham).
Ja, vente!
(Peer Gynt gaar bortover Skogstien. Solvejg bliver staaende i den aabne Halvdør.)
*
(Aases Stue. Aften. En Stokk-Ild brænder og lyser paa Skorstenen. Katten paa en Stol ved Sengefoden.)
(Aase ligger i Sengen og famler urolig omkring paa Spredet.)
Aase.
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger saa inderlig langt.
Jeg har ikke Bud at skikke;
og sige ham har jeg saa mangt.
Her er ikke Stunder at miste!
Saa braat! Hvem skulde det tænkt!
Aa, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Peer Gynt
(kommer).
Godkveld!
Aase.
Vorherre dig glæde!
Saa kom du da, kjære min Gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit Liv forbrudt.
Peer Gynt.
Aa, Livet faar være det samme.
Jeg maatte nu se herned.
Aase.
Ja, nu staar Kari tillskamme;
og jeg kan gaa bort i Fred!
Peer Gynt.
Gaa bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Aase.
Ak, Peer, det mod Enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
Peer Gynt
(vrider paa sig og gaar oppover Gulvet).
Se saa! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold paa Fødder og Hænder?
Aase.
Ja, Peer; det er snart forbi. –
Naar du ser mine Øjne briste,
maa du lukke dem varligt till.
Og saa faar du sørge for Kiste;
men, kjære, lad den bli gjild.
Aa nej, det er sandt –
Peer Gynt.
Ti stille!
Tidsnok at tænke paa sligt.
Aase.
Ja, ja.
(ser uroligt om i Stuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
Peer Gynt
(med et Vrid).
Nu igjen!
(haardt.)
Jeg ved, jeg har Skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Aase.
Du! Nej, den fordømte Fylden,
fra den var det Ulykken kom!
Kjære Gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gjør;
og saa havde du redet paa Bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
Peer Gynt.
Ja, ja; lad den Rægglen fare.
Lad fare den hele Sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
till siden – en anden Dag.
(sætter sig paa Sengkanten.)
Nu, Moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er saart og hvasst. –
Nej, se da; den gamle Katten;
saa den er ilive endnu?
Aase.
Den bær sig saa styggt om Natten;
du ved, hvad det varsler, du!
Peer Gynt
(afbøjende).
Hvad er her for nyt i Byggden?
