Det lader till De er kjendt.
Peer Gynt.
Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;
og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod Kysten.)
Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –
hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –
og under, langs med den aabne Fjord, –
der er det altsaa Menneskene boer.
(ser paa Kaptejnen.)
De bygger spredt her i Landet.
Kaptejnen.
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
Peer Gynt.
Er vi inde før Daggry?
Kaptejnen.
Saa ved Pass,
ifald ikke Natten blir altfor hvass.
Peer Gynt.
Det tykkner i Vest.
Kaptejnen.
Det gjør saa.
Peer Gynt.
Stopp!
De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod Mandskabet –
Kaptejnen.
Takker!
Peer Gynt.
Det blir kun smaat.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
Fatum og jeg vi er rent paa Kant.
De ved, hvad jeg har ombord i Behold.
Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.
Kaptejnen.
Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt
mellem Folket hjemme.
Peer Gynt.
Jeg har ingen Slægt.
Der er ingen, som venter den rige Styggen. –
Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!
Kaptejnen.
Der har vi Vejret.
Peer Gynt.
Ja, husk saa paa, –
er nogen af Folkene rigtig trængende,
saa ser jeg ikke saa nøje paa Pengene –
Kaptejnen.
Det er vakkert. De flestes Kaar er smaa;
alle har de Kjærring og Unger hjemme.
Med Hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra Mynt,
blev der et Gjensyn, de sent vilde glemme.
Peer Gynt.
Hvad for noget? Har de Kjærring og Unger?
Er de gifte?
Kaptejnen.
Gifte? Ja, hele Flokken.
Men den, som er trangest stillet, er Kokken;
hos ham er tillhuse den svarte Hunger.
Peer Gynt.
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, naar de kommer? Hvad?
Kaptejnen.
Ja vel, –
paa Fattigfolks Maade.
Peer Gynt.
Og kommer de en Kveld,
hvad saa?
Kaptejnen.
Saa tænker jeg Kjærringen henter
lidt godt for en Gangs Skyld –
Peer Gynt.
Og Lys i Pladen?
Kaptejnen.
Kanhænde to; og en Dram till Maden.
Peer Gynt.
Og saa sidder de lunt? Har Varme paa Gruen?
Har Ungerne om sig? Der er Staak i Stuen;
der er ingen, som hører den anden tillende, –
slig Glæde er der paa dem –?
Kaptejnen.
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt till.
Peer Gynt
(slaar i Rælingen).
Nej, om jeg gjør!
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud till Fromme for andres Unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min Mynt!
Ingen venter paa gamle Peer Gynt.
Kaptejnen.
Ja, ja; som De vil; Deres Penge er Deres.
