Peer Gynt.
Ikke dette med Prinsen!
Men nok. I vilde med Magt og Vold
hverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.
Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;
jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –
Dovregubben.
Nej, om jeg kan!
Peer Gynt.
Hvad er det for Snakk?
Dovregubben.
Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,
og smagte paa Mjøden –?
Peer Gynt.
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.
Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.
Det er Slutningsverset det kommer an paa.
Dovregubben.
Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.
Peer Gynt.
Hvad er dette for Væv?
Dovregubben.
Da du Ronden forlod,
saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.
Peer Gynt.
Hvilket?
Dovregubben.
Ordet, – det kløvende, stærke.
Peer Gynt.
Ordet?
Dovregubben.
Som skiller mellem Menneskenes Flok
og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!
Peer Gynt
(viger et Skridt).
Nok!
Dovregubben.
Og af alle Livsens Kræfter
har du jo siden levet derefter.
Peer Gynt.
Jeg! Peer Gynt!
Dovregubben
(græder).
Det er utakknemmeligt!
Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand
till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –
og saa kommer du her og kaster paa Nakken
af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.
Peer Gynt.
Nok! Et Bergtrold! En Egoist!
Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!
Dovregubben
(trækker frem en Bunke gamle Blade).
Du mener nok ikke, vi holder Aviser?
Vent; her skal du se med rødt paa sort,
hvor «Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-Tidende» gjort
alt fra den Vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.
Her staar noget med Underskrift «Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»
Skribenten drager den Sandhed frem,
at det lidet kommer an paa Horn og Hale,
bare en forresten af Huden har en Rem.
«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel
till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.
Peer Gynt.
Et Bergtrold? Jeg?
Dovregubben.
Ja, den Sagen er klar.
Peer Gynt.
Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?
Spart Slid og Møje og mange Par Sko?
Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!
Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.
Dovregubben.
Nej, snille Prins Peer!
Peer Gynt.
Slipp! Du er gal,
eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.
Dovregubben.
Aa, det er nettopp det, som jeg søger.
Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,
har faaet her i Landet slig svare Magt;
og de siger, jeg bare er till i Bøger.
Det heder jo, værst er ens egne Frænder;
jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.
