Peer Gynt.
Nej, du faar nok vente her.
Aase.
Aldrig! Jeg vil med i Laget!
Peer Gynt.
Faar ej Lov.
Aase.
Hvad vil du gjøre?
Peer Gynt.
Sætte dig paa Kværnetaget.
(sætter hende deropp. Aase skriger.)
Aase.
Løft mig ned!
Peer Gynt.
Ja, vil du høre –?
Aase.
Sludder!
Peer Gynt.
Snille Moer, jeg beer –
Aase
(kaster en Græstørv efter ham).
Løft mig ned paa Timen, Peer!
Peer Gynt.
Turde jeg, saa visst jeg vilde.
(nærmere.)
Husk nu paa at sidde stille.
Ikke spark og spænd med Benene;
ikke riv og rusk i Stenene, –
ellers kan det gaa dig ilde;
du kan dratte ned.
Aase.
Dit Bæst!
Peer Gynt.
Ikke spræl!
Aase.
Gid du var blæst
som en Bytting ud af Verden!
Peer Gynt.
Fy da, Moer!
Aase.
Tvi!
Peer Gynt.
Giv mig heller
din Velsignelse till Færden.
Vil du? Hvad?
Aase.
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok saa stor!
Peer Gynt.
Ja, far vel da, kjære Moer!
Hav nu Taal; jeg blir ej længe.
(gaar, men vender sig, løfter Fingeren formanende og siger:)
Husk saa paa du ikke spræller!
(gaar.)
Aase.
Peer! – Gud hjælpe mig, nu gaar han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skraar han
over Jordet –!
(skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(To Kjærringer med Sække paa Ryggen kommer nedover till Kværnen.)
Første Kjærring.
Kors; hvem skriger?
Aase.
Det er mig!
Anden Kjærring.
Aase! Se, – saa højt paa Straa?
Aase.
Dette her vil lidt forslaa; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
Første Kjærring.
Signe Rejsen!
Aase.
Hent en Stige;
jeg vil ned! Den Fandens Peer –!
Anden Kjærring.
Sønnen jers?
Aase.
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
Første Kjærring.
Vi skal vidne.
Aase.
Hjælp mig bare;
jeg vil bent till Hæggstad fare –
Anden Kjærring.
Er han der?
Første Kjærring.
Saa blir I hævnet;
Smeden kommer og till Stævnet.
Aase
(vrider Hænderne).
Aa, Gud trøste mig for Gutten;
de taer Livet hans till Slutten!
Første Kjærring.
Ak, den Lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det saa er laget!
Anden Kjærring.
Hun er rent fra Sans og Vid.
(raaber oppover:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
