En Mandsstemme.

Hvad er fatt?

    Anden Kjærring.

                              Peer Gynt har løftet

Moer sin opp paa Kværnetaget!

*

(En liden Højde med Busker og Lyng. Byggdevejen gaar bagenfor; et Gjærde skiller imellem.)

(Peer Gynt kommer ad en Gangsti, gaar raskt henimod Gjærdet, standser og ser ud, hvor Udsigten aabner sig.)

    Peer Gynt.

Der ligger Hæggstad. Snart er jeg fremme.

(stiger halvt over; saa betænker han sig.)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(skygger for Øjnene og ser bortover.)

Nej. Sendingsfolk myldrer tillgaarde som Mygg. –

Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(trækker atter Benet till sig.)

Stødt saa flirer de bag ens Rygg,

og tisker, saa det tvers igjennem en brænder.

(gaar nogle Skridt fra Gjærdet og river tankespredt i Løvet.)

Den, som havde noget stærkt at drikke.

Eller den, som kunde gaa uformærkt. –

Eller den, som var ukjendt. – Noget rigtig stærkt

var bedst, for saa bider Latteren ikke.

(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpaa skjuler han sig mellem Buskene. Nogle Folk med Sendingskost gaar forbi nedover mod Bryllupsgaarden.)

    En Mand

(i Samtalen).

Faer hans var fordrukken, og Moer hans er laak.

    En Kone.

Ja, saa faar en ikke undres paa at Gutten blir et Drog.

(Folkene gaar videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i Ansigtet og kiger efter dem.)

    Peer Gynt

(sagte).

Var det mig, de snakked om?

(med et tvungent Slæng.)

                              Aa, lad dem snakke!

De kan da vel ikke Livet af mig rakke.

(kaster sig ned i Lyngbakken, ligger længe paa Ryggen med Hænderne under Hovedet og stirrer opp i Luften.)

For en underlig Sky. Den ligner en Hest.

Der er Mand paa med, – og Sadel – og Grime. –

Bagefter rider en Kjærring paa en Lime.

(ler smaat ved sig selv.)

Det er Moer. Hun skjælder og skriger: dit Bæst;

hejda, Peer! – –

(lidt efter lidt lukker han Øjnene.)

                              Ja, nu er hun bange. –

Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –

Hesten har Sølvtopp og Guldsko fire.

Selv har han Handsker og Sabel og Slire.

Kaaben er sid og med Silke foret.

Gjilde er de, som ham følger i Sporet.

Ingen dog sidder saa stout paa Folen.

Ingen dog glittrer som han imod Solen. –

Nede staar Folk i Klynger langs Gjærdet,

løfter paa Hatten og glaner ivejret.

Kvinderne nejer sig. Alle kan kjende

Kejser Peer Gynt og hans tusende Svende.

Tolvskillingsstykker og blanke Marker

ned han som Smaasten paa Vejen sparker.

Rige som Grever blir alle i Byggden.

Peer Gynt rider tvers over Havet i Højden.

Engellands Prins staar paa Stranden og venter.

Det samme gjør alle Engellands Jenter.

Engellands Stormænd og Engellands Kejser,

der Peer rider frem, sig fra Højbordet rejser.

Kejseren letter paa Kronen og siger –

    Aslak Smed

(till nogle andre, idet de gaar forbi hinsides Gjærdet).

Nej, se da; Peer Gynt, det drukne Svin –!

    Peer Gynt

(farer halvt ivejret).

Hvad, Kejser –!

    Smeden

(læner sig till Gjærdet og smaagriner).

                              Rejs paa dig, Gutten min!

    Peer Gynt.

Hvad Djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?

    Smeden

(till de andre).

Lunde-Sviren hænger nok i ham endnu.

    Peer Gynt

(springer opp).

Gaa med det gode!

    Smeden.

                              Jeg skal saa, ja.

Men Karl, hvor kommer du sidst ifra?

Sex Uger væk. Var du bergtagen? Hvad?

    Peer Gynt.

Jeg har gjort underlige Gjerninger, Smed!

    Smeden

(blinker till de andre).

Lad os høre, Peer!

    Peer Gynt.