Peer Gynt.

Alt har sin Tid; for Tolder sømmeligt,

som skrevet staar, for Bisp fordømmeligt.

    Passageren.

Den Sværm, som sov i Askens Urner,

gaar ej till Hverdags paa Kothurner.

    Peer Gynt.

Vig fra mig, Skræmsel! Pakk dig, Mand!

Jeg vil ej dø! Jeg maa iland!

    Passageren.

For den Sags Skyld vær uforsagt; –

man dør ej midt i femte Akt.

(glider bort.)

    Peer Gynt.

Der slap det ud af ham tillsidst; –

han var en traakig Moralist.

*

(Kirkegaard i en højtliggende Fjeldbyggd).

(Ligfærd. Prest og Almue. Det sidste Salmevers synges. Peer Gynt gaar forbi udenfor paa Vejen.)

    Peer Gynt

(ved Porten).

Her gaar nok en Landsmand al Kjødets Vej.

Gud ske Lov, at det ikke er mig.

(træder indenfor.)

    Presten

(taler ved Graven).

Og nu, da Sjælen stævner mod sin Dom,

og Støvet hviler lig en Bælgfrugt tom, –

nu, kjære Venner, taler vi et Ord

om denne Dødes Vandring paa vor Jord.

Han var ej rig, og heller ej forstandig,

hans Røst var spag, hans Holdning var umandig,

sin Mening bar han vegt og uvisst frem,

og knappt han raadig var i eget Hjem;

i Kirken tren han, som han vilde bede

om Lov till, andre lig, at tage Sæde.

Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.

Da hid han flytted, var han fast en Gut; –

og visst I mindes, at till sidste Slut

man saa ham stødt med højre Haand i Lommen.

Den højre Haand i Lommen var det egne,

der præged Mandens Billed i ens Sind, –

og dertill denne Vridning, den forlegne

Tillbagetrukkethed, hvor han kom ind.

Men skjønt han helst sin stille Vej gad slingre,

og skjønt han blev en Fremmed mellem os,

saa ved I visst, hans Dølgsmaalsstræv tilltrods, –

den Haand, han skjulte, bar kun fire Fingre. –

Jeg mindes godt for mange Herrens Aar

en Morgen; der blev holdt Session paa Lunde.

Det var i Krigens Tid. I alles Munde

var Landets Trængsler og dets Fremtids Kaar.

Jeg var tillstede. Midt for Bordet sad

Kaptejnen mellem Lensmand og Sergenter;

og Gut for Gut blev maalt paa alle Kanter

og skreven ind og tagen till Soldat.

Fuld Stuen var, og udenfor paa Traakken

lød højmælt Latter mellem Ungdomsflokken.

Da raabtes opp et Navn. En ny kom frem,

en, der var bleg, som Sne paa Bræens Bræm.

Han kaldtes nærmere; han naaede Bordet; –

den højre Haand var hyllet i en Klud; –

han gisped, svælged, snapped efter Ordet, –

men fandt ej Mæle, trods Kaptejnens Bud.

Dog jo, tillsidst; og da, med Brand paa Kindet,

med Tungen svigtende og atter rapp,

han mumled noget om en Sigd, som glap

og skar i Vaade Fingren af till Skindet.

Der blev i Stuen Stillhed samme Stund.

Man skifted Øjekast; man trak paa Mund;

man stened Gutten med de stumme Blikke.

Han kjendte Hagglen, men han saa den ikke.

Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –

han spytted, pegte ud og sagde: gaa!

Og Gutten gik. Man veg till begge Sider,

saa der i Midten blev en Spidsrodsgang; –

han vandt tilldørs; der satte han paa Sprang; –

opp bar det nu, – opp gjennem Lund og Lider,

opp gjennem Røsen, styrtende og hældende.

Han havde hjemme borte mellem Fjeldene. –

Et Halvaar efter var det hid han kom

med Moer og Spædebarn og Fæstekvinde.

Han byggsled Jord etsteds paa Hejen inde,

hvor Ødemarken grænser opp mod Lomb.

Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;

han tømred Hus; han brød den haarde Grund;

han kom ivej, hvad mangen Agerflækk

fortalte der den bølged gul og kjækk; –

ved Kirken bar han højre Haand i Lommen, –

men hjemme tror jeg nok de Fingre ni

fik trælle fuldt saa saart, som andres ti. –

En Vaar blev alting revet bort af Flommen.

De slap derfra med Livet. Arm og nøgen

han tog paa Ryddningsværket fatt paany,

og inden Høsten kom, steg atter Røgen

ifra en Fjeldgaard, lagt i bedre Ly.