I Ly? For Flommen, ja, – men ej for Bræen;

to Aar derefter laa den under Sneen.

Dog, Mandens Mod fik Skreden ikke krøget.

Han grov, han rensed, førsled, rydded Grus, –

og før den næste Vintersne var føget,

stod rejst for tredje Gang hans ringe Hus.

Tre Sønner havde han, tre raske Gutter;

i Skole skulde de, og did var langt; –

det gjaldt at naa, hvor Byggdevejen slutter,

igjennem Skaret, styrtende og trangt.

Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte

som bedst, og der, hvor Stien faldt for stygg,

slog Manden Toug om ham till Tag og Støtte; –

de andre bar han frem paa Arm og Rygg.

Saa sled han Aar for Aar; og de blev Mænd.

Her var vel Skjæl at kræve ligt igjen.

Tre Velstandsherrer i den nye Verden

har glemt sin norske Faer og Skolefærden.

Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen

af dem, ham nærmest stod, han intet saa.

For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,

de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.

Folk, Fædreland, det lysende, det høje,

stod stedse slørt af Taager for hans Øje.

Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;

og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,

saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand

og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –

En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!

Men der er et, som lyser over Loven,

saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld

har Sky med højre Tinderad foroven.

Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke

et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,

i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,

der var han stor, fordi han var sig selv.

Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.

Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.

Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,

som stred og faldt i Bondens lille Krig!

Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –

det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –

dog fri og fast det Haab jeg taler ud:

den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!

(Følget skilles ad og gaar. Peer Gynt bliver alene tillbage.)

    Peer Gynt.

Se det, det kalder jeg Kristendom!

Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –

Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –

hvad Prestens Præken drejed sig om, –

er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.

(ser ned i Graven.)

Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen

den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?

Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav

paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,

saa kunde jeg tro det var mig, der sov

og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –

Det er rigtig en vakker kristelig Skikk

at kaste et saakaldt Erindringsblik

velvilligt over den henfarnes Dage.

Jeg har intet imod, min Dom at tage

af denne værdige Sogneprest.

Naa, der er sagtens en Stund tillbage,

før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –

og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –

og iligemaade: den Tid den Sorg, –

endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –

Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.

Jeg har ikke skattet den synderligt før; –

nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,

at høre forsikkret af kyndige Røster:

slig som du saaer, du engang høster. –

Sig selv skal en være; om sig og sit

skal en kære sig baade i stort og i lidt.

Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren

af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –

Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;

lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –

gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang

og blir den han er; fattig men dydig.

(han gaar.)

*

(Bakke med et udtørret Elveleje. En sammenstyrtet Kværn ved Elven. Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.)

(Oppe ved Gaarden holdes Auktion. Megen Almue samlet. Drikk og Støj. Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.)

    Peer Gynt.

Atter og fram, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt. –

Tiden tærer og Elven skjær.

Gaa udenom, sa'e Bøjgen; – en faar saa her.

    En sørgeklædt Mand.

Nu er der bare Skrammel igjen.

(faar Øje paa Peer Gynt.)

Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go'e Ven!

    Peer Gynt.

Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.