Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,

og ende som en Hane – med at lade sig plukke.

Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –

Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!

Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;

jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;

er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –

Og dette middels er igrunden bedst.

Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;

jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;

kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –

Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;

og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.

Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;

min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.

Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.

«Atter og fram, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt», –

saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –

Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;

et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.

Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –

en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?

Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –

hvad, om jeg som en rejsende Lærd

studerte de henfarne Tiders Graadighed?

Isandhed, ja; det er noget for mig!

Krøniker læste jeg alt som liden,

og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –

Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!

Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,

leve den opp igjen, som i en Drøm, –

se Heltenes Kampe for stort og godt,

men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –

se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,

se Riger grundes og Riger forgaa, –

se Verdensepoker slaa ud af det smaa;

kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –

Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,

og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –

Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,

og Historiens indre Mekanik underfundig; –

men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,

blir tidt Resultatet originalest. – –

Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,

og drive det igjennem som Flint og Staal!

(stille bevæget.)

Bryde, paa alle Kanter og Ender,

de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –

sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –

sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –

alt, for at finde det sandes Mysterium, –

(tørrer en Taare af Øjet.)

det er den ægte Forskers Kriterium! –

Jeg føler mig lykkelig over al Maade.

Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.

Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!

Det er vel tillgiveligt om jeg knejser

og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,

ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –

Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;

aldrig slide de levendes Veje; –

Samtiden er ej en Skosaale værd;

baade troløs og margløs er Mændenes Færd;

deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –

(trækker paa Skulderen.)

og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!

(han gaar.)

*

(Sommerdag. Højt oppe mod Nord. En Hytte i Storskogen. Aaben Dør med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.)

(En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i Solskinnet.)

    Kvinden

(kaster et Øje nedover Vejen og synger):

Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,

og næste Sommer med, og det hele Aar; –

men engang vil du komme, det ved jeg visst;

og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen.)

Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!

Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!

Her skal jeg vente till du kommer igjen;

og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!

*

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten staar i Sandet.)

(Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en Stund omkring.)

    Peer Gynt.

Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –

Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;

men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.

Siden till Assyrien jeg lægger ivej.

Helt at begynde med Verdens Skabelse,

det vilde bare lede till Fortabelse; –

jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;

jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;

og at se den, som man siger, i Sømmene efter,

ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.

(sætter sig paa en Sten.)

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,

till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.