Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;
faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpaa till-lands om det røde Hav;
kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –
Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –
det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.
Og saa med et Spring till Trojas Mur.
Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte
over till det herlige gamle Athen; –
der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,
befare det Pass, som Leonidas dækkte; –
jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,
finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;
nej, det er s'gu sandt, – der er Krig for Tiden –!
Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.
(ser paa sit Uhr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før Solen rinder. Min Tid er knapp.
Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –
(rejser sig og lytter.)
Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?
(Soloppgang.)
Memnonstøtten
(synger):
Af Halvgudens Aske stiger foryngende
Fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine Fugle?
Du maa dø eller raade
Sangens Gaade!
Peer Gynt.
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.
Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –
Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.
(noterer i Lommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,
men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.
Det hele var naturligvis Sansebedrag. –
Ellers intet af Vægt observeret idag.»
(gaar vidre.)
*
(Ved Landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af Klippen. Langt borte Kairos Spir og Minaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen oppmærksomt, snart gjennem Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.)
Peer Gynt.
Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?
For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.
Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de saakaldte Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med Enden plantet paa Søjlestubber.
Men dette underlige Krydsningsdyr,
denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –
har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?
Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –
(gaar nærmere.)
De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –
ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i Hovedsagen. –
Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,
naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!
Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.
Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
En Stemme
(bag Sfinxen).
Ach, Sfinx, wer bist du?
Peer Gynt.
Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!
Stemmen.
Wer bist du?
Peer Gynt.
Det taler jo Sproget færdigt!
Den Observation er ny og min.
(noterer i Bogen.)
«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)
Begriffenfeldt.
Et Menneske!
Peer Gynt.
Naa; det er ham, som prater.
(noterer igjen.)
«Kom senerehen till andre Resultater.»
Begriffenfeldt
(under alleslags urolige Fagter).
Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
Peer Gynt.
En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.
Begriffenfeldt.
Hvad? Sfinxen –?
