Ja, du er ung. Har du flere Ringe?
Peer Gynt.
Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!
Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig Hane!
Hakk mig, min lille Tippe!
Ej! Hopp! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig Hane!
Anitra.
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
Peer Gynt.
Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –
uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!
(danser og synger igjen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.
Pytt, sa'e Peer; – pytt, lad gaa!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Anitra.
Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!
Peer Gynt.
Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!
Hejsan! Trækk ud!
Anitra.
Din Kaftan blev for lang,
din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –
Peer Gynt.
Eh bien!
(knæler.)
Men gjør mig en hæftig Sorg; –
det er sødt for elskende Hjerter at lide!
Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –
Anitra.
Till dit Paradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt.
Aa, en tusende Mile –
Anitra.
Forlangt!
Peer Gynt.
O, hør; –
du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –
Anitra.
Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.
Men du bad om en Sorg –
Peer Gynt
(rejser sig).
Ja, Død og Plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!
Anitra.
Anitra lyder Profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.)
Peer Gynt
(staar en lang Stund som lynslagen).
Naa, saa skulde da ogsaa – – –!
*
(Samme Sted. En Time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)
Peer Gynt
(idet han kaster Turbanen langt fra sig).
Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –
Dette hedenske Væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,
og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,
vrage Paafuglhabittens Pral,
støtte sin Færd till Lov og Moral,
være sig selv og faa sig tillsidst en
Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.
(gaar nogle Skridt.)
Den Taske; – hun var paa et hængende Haar
ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.
Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven
et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,
at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.
Det var ikke selve Personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske Levnet,
saa ganske blottet for Virksomheds Salt,
som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.
En daarlig Bestilling at være Profet!
I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;
profetisk taget man flux er Bét,
saa saare man ter sig ædru og vaagen.
For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,
netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i Latter.)
Hm, tænke sig till!
Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!