men, paa Grundlag af det færske,
i en Kvindes Jomfru-Tanker. –
Ser du nu, min lille Pige,
hvi jeg har dig naadigst daaret, –
hvi jeg har dit Hjerte kaaret,
grundlagt, om jeg saa maa sige,
der mit Væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine Længsler.
Voldsmagt i min Elskovs Stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som Guld og Ædelstene.
Skilles vi, er Livet omme, –
ja, for din Part, notabene!
Hele du, hver Trevl og Tomme,
uden Vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine Lokkers Midnattsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal, som babylonske Haver,
vinke mig till Sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme Pandehvælv.
Har man Sjæl, saa er man bunden
i Betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min Tro,
faa en Ring om Ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer Plads i Sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
Hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min Magt,
at hun flyder bort i Drømme
paa min Elskovstales Strømme.
(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)
Her er Søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du Kronen
paa din Kejsers Pande satt!
Sejr paa Grundlag af Personen
vandt Peer Gynt i denne Natt.
*
(Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.)
(Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har Anitra foran sig paa Sadelknappen.)
Anitra.
Lad være; jeg bider!
Peer Gynt.
Du lille Skalk!
Anitra.
Hvad vil du?
Peer Gynt.
Vil? Lege Due og Falk!
Føre dig bort! Gjøre gale Streger!
Anitra.
Skam dig! En gammel Profet –!
Peer Gynt.
Aa, Vaas!
Profeten er ikke gammel, din Gaas!
Synes du dette paa Alderdom peger?
Anitra.
Slipp! Jeg vil hjem!
Peer Gynt.
Nu er du kokett!
Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!
Vi gale Fugle, af Buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for Øjne.
Desuden, min Unge, paa samme Sted
bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;
man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –
især, naar man kommer som Profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.
Det var s'gu paa Tid at Besøget fik Endskab.
Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –
tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.
Anitra.
Ja, men er du Profet?
Peer Gynt.
Jeg er din Kejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!
Anitra.
Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.
Peer Gynt.
Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!
Anitra.
Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt.
Saligt, at vide sig elsket saa højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!
(rækker hende Ridepisken og stiger af.)
Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;
her vil jeg gaa i Sandet og kave
till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!
Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.
Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!
Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,
saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –
din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!
Anitra.
