Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;

det var noget meget værre.

    Peer Gynt.

Hvilket da?

    Anitra.

              O, skaan mig!

    Peer Gynt.

                              Tal!

    Anitra.

O, jeg rødmer –

    Peer Gynt

(nærmere).

                              Var det kanske

hvad der fyldte mig saa ganske,

da jeg gav dig min Opal?

    Anitra

(forskrækket).

Ligne dig, o, Verdens Skatt,

med en ækkel gammel Katt!

    Peer Gynt.

Barn, fra Elskovs Standpunkt set,

kan en Hankatt og Profet

komme hartad ud paa et.

    Anitra.

Herre, Spøgens Honning strømmer

fra din Læbe.

    Peer Gynt.

                              Lille Ven;

du, som andre Piger, dømmer

Skorpen kun af store Mænd.

Jeg er spøgefuld igrunden,

og paa Tomandshaand især.

Af min Stilling er jeg bunden

till en Maskes Alvorsskjær;

Dagens Pligter gjør mig tvungen;

alt det Regnskab og Besvær,

som jeg har med en og hver,

gjør mig tidt profetisk tvær;

men det ligger kun paa Tungen. –

Væk med Vaas! I Tetatet'en

er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

Hej, nu jager vi Profeten;

og mig selv, mig har du her!

(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)

Kom, Anitra; vi vil hvile

under Palmens grønne Vifte!

Jeg skal hviske, du skal smile;

siden vil vi Roller skifte;

da skal dine Læber friske,

mens jeg smiler, Elskov hviske!

    Anitra

(lægger sig for hans Fødder).

Hvert dit Ord er sødt som Sange,

skjønt jeg lidt kun deraf fatter.

Herre, svar mig, kan din Datter,

ved at lytte, Sjælen fange?

    Peer Gynt.

Sjælen, Aandens Lys og Viden

skal du nok bekomme siden.

Naar i Øst paa Rosenstrimer

prentes gyldent: her er Dagen, –

da, min Tøs, da gier jeg Timer;

du skal nok bli veloppdragen.

Men i Nattens lune Stille

var det dumt, ifald jeg vilde

med en luvslidt Visdoms Rester

træde opp som Skolemester. –

Sjælen er jo ikke heller,

rett betragtet, Hovedsagen.

Det er Hjertet, som det gjælder.

    Anitra.

Tal, o, Herre! Naar du taler,

ser jeg Glimt, som af Opaler!

    Peer Gynt.

Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;

Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;

Sandhed i sin Overdrift

er en bagvendt Visdomsskrift.

Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,

som en Hund, hvis ej der gaar

sjælsforædte Folk paa Jorden,

som till Klarhed tungvindt naaer.

Jeg har kjendt en saadan Kropp,

Perlen i den hele Tropp;

og selv han tog fejl af Maalet,

misted Meningen i Skraalet. –

Ser du Ørken om Oasen?

Hvis jeg blot min Turban svinger,

Verdenshavets Flod jeg tvinger

till at fylde hele Stadsen.

Men jeg var en Dompap-Pande,

hvis jeg skabte Hav og Lande.

Ved du, hvad det er at leve?

    Anitra.

Lær mig det!

    Peer Gynt.

                              Det er at svæve

tørrskod nedad Tidens Elv,

helt og holdent som sig selv.

Kun i Mandskraft kan jeg være

den, jeg er, min lille kjære!

Gammel Ørn sin Fjærham fælder,

gammel Støder gaar og hælder,

gammel Kjærring mister Tænder,

gammel Knark faar vissne Hænder, –

hver og en faar vissen Sjæl.

Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

som en Sultan, hed og hel, –

ej paa Gyntianas Banker,

under Palmeløv og Ranker, –