Anitra.

Hvorledes, Herre?

    Peer Gynt.

                              Det maa jeg forstaa; –

jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.

Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,

som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.

Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.

Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –

Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.

Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke

synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –

men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –

du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –

    Anitra.

Profeten er god – –

    Peer Gynt.

                              Du nøler? Tal!

    Anitra.

Men jeg ønsked heller –

    Peer Gynt.

                              Snakk væk uden Dvælen!

    Anitra.

Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –

giv mig heller –

    Peer Gynt.

              Hvilket?

    Anitra

(peger paa hans Turban).

                              Hin skjønne Opal!

    Peer Gynt

(henrykkt, idet han rækker hende Smykket).

Anitra! Evas naturlige Datter!

Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,

og, som der staar hos en agtet Forfatter:

«das ewig weibliche ziehet uns an!»

*

(Maaneskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras Telt.)

(Peer Gynt med en arabisk Luth i Haanden sidder under et Træ. Hans Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

    Peer Gynt

(spiller og synger).

Jeg stængte for mit Paradis

og tog dets Nøgle med.

Det bar tillhavs for nordlig Bris,

mens skjønne Kvinder sit Forlis

paa Havsens Strand begræd.

Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt

de salte Strømmes Vand.

Hvor Palmen svajer stolt og smukt,

i Krans om Oceanets Bugt,

jeg stak mit Skib i Brand.

Ombord jeg steg paa Slettens Skib,

et Skib paa fire Ben.

Det skummed under Piskens Hieb; –

jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –

jeg kviddrer paa en Gren!

Anitra, du er Palmens Most;

det maa jeg sande nu!

Ja, selv Angoragjedens Ost

er næppe halvt saa sød en Kost,

Anitra, ak, som du!

(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere.)

Stillhed! Mon den fagre lytter?

Har hun hørt mit lille Digt?

Mon hun bag Gardinet glytter,

udrappert af Slør og sligt? –

Hyss! Det klang jo, som om Korken

voldsomt af en Flaske sprang!

Nu igjen! Og end en Gang!

Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –

Nej, det er en hørbar Snorken. –

Sød Musik! Anitra sover.

Nattergal, hold opp at slaa!

Alslags Ufærd skal du faa,

hvis med Klukk og Klunk du vover – –

Dog, som skrevet staar, lad gaa!

Nattergalen er en Sanger;

ak, jeg selv er ligesaa.

Han, som jeg, med Toner fanger

Hjerter, ømme, bløde, smaa.

Skabt for Sang er Natten sval;

Sangen er vor fælles Sfære;

det, at synge, er at være

os, Peer Gynt og Nattergal.

Og just det, at Pigen sover,

er min Elskovslykkes Tipp; –

det, at spidse Læben over

Bægret uden mindste Nipp – –;

men der er hun jo, minsæl!

Bedst, hun kom, alligevel.

    Anitra

(fra Teltet).

Herre, kalder du i Natten?

    Peer Gynt.

Ja saamen; Profeten kalder.

Jeg blev vækket før af Katten

ved et voldsomt Jagtrabalder –

    Anitra.