«ingen blir Profet i sit eget Land.» –

Dette her, det huger mig meget bedre,

end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.

Der var noget hult i den hele Sag,

noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –

jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,

og aldrig rigtig som Mand af Faget.

Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?

Rode og rode i Forrettningsbingen.

Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –

det traf sig saa; det er hele Tingen. –

Være sig selv paa Grundlag af Guld,

det er som at bygge sit Hus paa Sandet.

For Uhr og for Ring og for alt det andet

loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;

de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;

men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –

Profet; se, det er en klarere Stilling.

Da ved man dog paa hvad Fod man staar.

Slaar man an, saa er det en selv, som faar

Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.

Man er, hvad man er, foruden Snakk;

man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,

og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –

Profet; ja, det er noget for mig.

Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –

blot ved at komme gjennem Ørken farende

og træffe Naturens Børn paa min Vej.

Profeten var kommen; den Sag var klar.

Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;

der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;

og jeg kan jo altid træde tillbage.

Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;

det hele er, saa at sige, privat;

jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;

kort sagt, jeg er Situationens Herre.

    Anitra

(nærmer sig fra Indgangen.)

Profet og Hersker!

    Peer Gynt.

                              Hvad vil min Slavinde?

    Anitra.

Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;

de beder at faa skue dit Ansigt –

    Peer Gynt.

                              Stopp!

Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;

sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.

Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!

Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –

rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!

Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt

de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –

Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!

Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.

    Pigerne

(dansende).

Profeten er god! Profeten er bedrøvet

for det onde, som Støvets Sønner har øvet!

Profeten er mild; hans Mildhed være priset;

han aabner for Synderne Paradiset!

    Peer Gynt

(idet hans Øjne følger Anitra under Dansen).

Benene gaar som Trommestikker raske.

Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.

Hun har noget extravagante Former, –

ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;

men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –

en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.

Og just det extravagante behager,

naar man har tillbunds det normale nydt.

I det lovbundne blir man for Rusen snydt.

Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;

enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –

det middels gjør vammel. –

Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;

ikke Armene heller; især den ene.

Men det er igrunden ingen Forringelse.

Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –

Anitra, hør her!

    Anitra

(nærmer sig).

                              Din Slavinde har hørt!

    Peer Gynt.

Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.

Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –

jeg gjør dig till Houri i Paradiset!

    Anitra.

Umuligt, Herre!

    Peer Gynt.

                              Hvad? Tror du, jeg væver?

Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!

    Anitra.

Men jeg har ingen Sjæl.

    Peer Gynt.

                              Saa kanst du faa!