Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!

(vinker oppad.)

Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!

Jeg har skikket Missionærer over till Asien!

En Haandsrækkning er dog en anden værd!

Aa, hjælp mig ombord –!

(en Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)

    Peer Gynt

(bleg og sagte).

                              Det var Straffens Sverd!

Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!

O, evigt priset være Lykkens Slump – –

(rørt.)

Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.

Jeg skulde frelses og de forgaa.

O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,

holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –

(aander dybt ud.)

Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?

Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.

Det er ikke saa farligt; –

(højt og indsmigrende.)

                              han vil visst ikke

at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!

Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.

Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –

(farer forskræmt ivejret.)

Var det en Løve, som knurred i Rørene –?

(med klapprende Tænder.)

Nej, det var ingen Løve.

(mander sig opp.)

                              En Løve; jo visst!

De Bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med Elefanter. – –

Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.

Derborte svajer Akazier og Palmer;

kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –

især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –

(klattrer opp.)

Morgenen er ikke Kvelden lig;

det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.

(sætter sig tillrette.)

Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.

Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion

af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod min Person; –

(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)

men Økonom, – nej, det er han ikke!

*

(Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og hvilende Krigere.)

    En Slave

(kommer og river sig i Haaret).

Væk er Kejserens hvide Ganger!

    En anden Slave

(kommer og sønderriver sine Klæder).

Kejserens hellige Dragt er stjaalen!

    Oppsynsmand

(kommer).

Hundred Slag faar under Saalen

hver, som ikke Tyven fanger!

(Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.)

*

(Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.)

(Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en Sværm Abekatte fra Livet.)

    Peer Gynt.

Fatalt! En højst ubehagelig Natt.

(slaar om sig.)

Er du der igjen? Det er dog forbandet!

Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!

Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.

Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og matt.

(forstyrres igjen; utaalmodig.)

Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!

Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,

saa vil de andre tro jeg er ægte. –

Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.

Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –

Atter en Sværm! De myldrer og kryr.

Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren Hale, –

noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –

Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!

(ser opp.)

Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!

(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)

Ja, – er du der, du gamle Buss!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?

Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –