Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!

Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –

Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;

dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.

Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:

man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –

Der er Yngelen ogsaa!

(fægter og slaar.)

                              Det er dog for galt,

at Mennesket, denne Skabningens Herre,

skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!

Den gamle var fæl, men de unge er værre!

*

(Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene Side et Fjeldkløft og en Hule.)

(En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning. Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)

    Tyven.

Lansernes Tunger,

slikkende, spillende, –

se, se!

    Hæleren.

Jeg føler alt Knappen

i Sandet trillende!

Ve, ve!

    Tyven

(folder Armene over Brystet).

Min Fader var Tyv;

hans Søn maa stjæle.

    Hæleren.

Min Fader var Hæler;

hans Søn maa hæle.

    Tyven.

Din Lod skal du bære;

dig selv skal du være.

    Hæleren

(lytter).

Fodtrin i Krattet!

Paa Flugt! Men hvor?

    Tyven.

Hulen er dyb

og Profeten stor!

(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)

    Peer Gynt

(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).

Hvilken livsalig Morgenstund! –

Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;

Sneglen kryber af Sneglehuset.

Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –

Det er dog igrunden en mærkelig Magt,

Naturen har saadan i Dagslyset lagt.

Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,

turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –

Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –

ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store Stæder,

blot for at rendes af Pakket paa Dør. –

Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,

snapper og tænker paa ingenting.

Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.

Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,

bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,

sig selv, som det blev paa hans første Bliv.

(sætter Lorgnetten paa Næsen.)

En Padde. Midt i en Sandstensblokk.

Forstening omkring. Kun Hovedet ude.

Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,

paa Verden og er sig selv – nok. –

(tænker sig om.)

Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?

Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.

Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?

Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar

min Sans for Tiden og Stedet forgaar.

(sætter sig ned i Skyggen.)

Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.

Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.

(smager lidt.)

Det er ligere Mad for et Kreatur; –

men der staar jo skrevet: tving din Natur!

Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.

Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.

(urolig.)

Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –

det er umuligt at tænke sig andet.

Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet

og mage det saa, at jeg kommer ivej.

Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –

naar bare Vorherre under mig Helsen.

(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over Ørken.)

Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –

Langt derborte skridter en Struds. –

Hvad skal en egentlig tro var Guds

Mening med alt dette tomme og døde?

Dette, som alle Livskilder savner;

dette forbrændte, som ingen gavner;

denne Brøk af Verden, som ligger brakk;

dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,

har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –

hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –