Dovregubben.
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt.
En faar haabe paa Vanens Magt.
Dovregubben.
Dernæst maa du kaste dine Kristenmandsklæder;
thi det skal du vide till vort Dovres Hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra Dalen,
undtagen Silkesløjfen yderst paa Halen.
Peer Gynt
(vred).
Jeg har ingen Hale!
Dovregubben.
Saa kanst du faa.
Hoftrold, bind ham min Søndagshale paa.
Peer Gynt.
Nej, om du faar! Vil I gjøre mig till Nar?
Dovregubben.
Bejl aldrig till Datter min med Bagen bar.
Peer Gynt.
Gjøre Menneske till Dyr!
Dovregubben.
Min Søn, du fejler;
jeg gjør dig bare till en høvelig Bejler.
Du skal faa en brandgul Sløjfe at bære,
og det gjælder her for den højeste Ære.
Peer Gynt
(betænksomt).
Der siges jo, Mennesket er kun et Fnug.
Og lidt faar en lempes efter Skikk og Brug.
Bind væk!
Dovregubben.
Du est en medgjørlig Fyr.
Hoftroldet.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt
(arrig).
Haa, vil I endnu till mere mig tvinge?
Kræver I ogsaa min Kristenmands-Tro?
Dovregubben.
Nej, den kan du gjerne beholde i Ro.
Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;
det er Skorpen og Snittet en skal kjende et Trold paa.
Bare vi er ens i Lader og Klædsel,
kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Ræddsel.
Peer Gynt.
Du er dog, de mange Vilkaar tilltrods,
mere rimelig Karl, end en skulde frygte.
Dovregubben.
Min Søn, vi Trolde er bedre end vort Rygte;
det er ogsaa en Forskjell mellem jer og os. –
Dog, endt er Gildets alvorlige Del;
nu vil vi Ører og Øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!
(Spil og Dans.)
Hoftroldet.
Hvad tykkes dig?
Peer Gynt.
Tykkes? Hm –
Dovregubben.
Tal uden Frygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt.
Noget ustyggelig styggt.
Med Kloven slaar en Bjeldeko et tarmestrængt Spil.
I Stutthoser tripper en Purke dertill.
Hoftroldene.
Æd ham!
Dovregubben.
Husk, han har Menneskesanser!
Troldjomfruer.
Hu, riv af ham baade Øre og Øje!
Den grønklædte
(grædende).
Huhu! Sligt maa vi høre og døje,
naar jeg og Søster min spiller og danser!
Peer Gynt.
Aahaa; var det dig? Lidt Spøg i Gildet,
det ved du, er aldrig saa ilde ment.
Den grønklædte.
Tør du bande paa det?
Peer Gynt.
Baade Dansen og Spillet
var, Katten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben.
Det er underligt med den Menneskeart;
den hænger i saa mærkværdigt længe.
Faar den i Dyst med os en Flænge,
sætter den vel Ar, men den heles snart.
Min Svigersøn er nu saa føjelig som nogen;
villig har han kastet Kristenmandsbrogen,
villig har han drukket af Mjødpokalen,
villig har han bundet bag paa sig Halen, –
saa villig, kort sagt, till alt, hvad vi bad ham,
at tryggt jeg tænkte den gamle Adam
