Hu, hej; lad mig bide ham i Laaret!
Troldhex
(med en Slev).
Skal han lages till Sodd og Sø?
En anden Troldhex
(med Retterkniv).
Skal han steges paa Spidd eller brunes i Gryde?
Dovregubben.
Isvand i Blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere till sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gaaet tillagters i de senere Aar;
vi ved ikke mer om det ramler eller staar,
og Folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er Gutten fast uden Lyde,
og stærkbygget med, saavidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste Hode;
men Datter min har jo heller ikke fler.
Tre Hoders Trolde gaar rent af Mode;
selv Tvehoder faar en knappt Øje paa,
og de Hoder er endda kun saa som saa.
(till Peer Gynt.)
Altsaa, det er min Datter, du kræver?
Peer Gynt.
Din Datter og Riget i Medgift, ja.
Dovregubben.
Det halve faar du, imens jeg lever,
og det andet halve naar jeg engang falder fra.
Peer Gynt.
Det er jeg nøjd med.
Dovregubben.
Ja, stopp min Gut; –
du har ogsaa nogle Tillsagn at give.
Brydes et af dem, er hele Pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første maa du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser;
Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plett.
Peer Gynt.
Faar jeg kaldes for Konge, saa holdes det lett.
Dovregubben.
Dernæst, – nu vil jeg i Kløgt dig prøve –
(rejser sig i Sædet.)
Det ældste Hoftrold
(till Peer Gynt).
Lad se, om du har en Visdomstand,
som kan Dovregubbens Gaadenødd kløve!
Dovregubben.
Hvad er Forskjellen mellem Trold og Mand?
Peer Gynt.
Der er ingen Forskjell, saa vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og Smaatrold vil klore; –
ligesaa hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben.
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men Morgen er Morgen, og Kveld er Kveld,
saa Forskjell blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende Hvælv,
mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet
(till Peer Gynt).
Øjner du Dybden?
Peer Gynt.
Det tykkes mig taaget.
Dovregubben.
«Nok», min Søn, det kløvende, stærke
Ord maa staa i dit Vaabenmærke.
Peer Gynt
(river sig bag Øret).
Nej, men –
Dovregubben.
Det maa, skal du her vorde Herre!
Peer Gynt.
Ja, Skidt; lad gaa; det er jo ikke værre –
Dovregubben.
Dernæst maa du lære at sætte Pris
paa vor jævne hjemlige Levevis.
(han vinker; to Trolde med Svinehoveder, hvide Natthuer, o. s. v. bringer Mad og Drikke.)
Koen giver Kager og Studen Mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
Hovedsagen er, det faar du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt
(støder Sagerne fra sig).
Fanden med eders hjemlige Drikk!
Jeg vænner mig aldrig till Landsens Skikk.
Dovregubben.
Bollen følger med, og den er af Guld.
Hvo Guldbollen ejer, ham er Datter min huld.
Peer Gynt
(grundende).
Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; –
og i Længden falder Drikken vel mindre sur.
Lad gaa!
(føjer sig.)
