var engang for alle paa Porten jaget;
men se, med et har han Overtaget.
Ja-ja, min Søn, saa maa du i Kur
mod denne hersens Menneskenatur.
Peer Gynt.
Hvad vil du gjøre?
Dovregubben.
I venstre Øjet
jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt;
men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt.
Saa skjærer jeg ud den højre Ruden –
Peer Gynt.
Er du drukken?
Dovregubben
(lægger nogle skarpe Redskaber paa Bordet).
Her ser du Glasmestertøjet.
Spjeld skal du faa, som den olme Studen.
Da vil du skjønne, hun er dejlig, Bruden, –
og aldrig vil Synet dit kverves, som før,
af trippende Purker og Bjeldekjør –
Peer Gynt.
Det er Galmands Snakk!
Det ældste Hoftrold.
Det er Dovregubbens Tale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben.
Tænk efter, hvor megen Fortræd og Plage
du kan fri dig for mellem Aar og Dage.
Kom dog ihug, at Synet er Kilden
till Graadens argende beske Lud.
Peer Gynt.
Sandt nok; og der staar i Huspostillen:
forarger dig Øjet, saa slaa det ud.
Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen
till Menneskesyn?
Dovregubben.
Ingensinde, min Ven.
Peer Gynt.
Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.
Dovregubben.
Hvad vil du udenfor?
Peer Gynt.
Gaa min Vej.
Dovregubben.
Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;
men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.
Peer Gynt.
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben.
Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!
Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu saa temmelig troldeligt?
Og Trold vil du være?
Peer Gynt.
Ja-Gud vil jeg saa.
For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet
kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.
Men alting i Verden er der Maade paa.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.
Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
for denne dovriske Levemaaden.
Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;
en Ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,
at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tillbage,
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.
Dovregubben.
Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;
og da er jeg ikke till at gantes med.
Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?
Først saa kommer du min Datter for nær –
Peer Gynt.
Det er Løgn i din Hals!
Dovregubben.
Du maa hende ægte.
Peer Gynt.
Tør du sige mig paa, at –?
Dovregubben.
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din Attraa og i din Begjær?
Peer Gynt
(blæser).
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben.
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Aanden bekjender I alle med Kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.
Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?
Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –
