Den magre.
Det smigrer jeg mig med.
Peer Gynt
(letter paa Hatten).
Jeg skulde svoret paa, De var en Prest;
og saa har jeg den Ære –. Naa, bedst er bedst; –
staar Salsdøren aaben, – sky Kjøkkenvejen;
kan du træffe Kongen, – gaa udenom Lakejen.
Den magre.
Et Haandtrykk! De synes mig fordomsfri.
Naa, kjære; hvad kan jeg saa tjene Dem i?
Ja, De maa ikke bede mig om Magt eller Penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken Flauhed i Forrettningen; –
det er gaaet saa rent tillagters med Omsættningen;
ingen Tillgang paa Sjæle; kun i Ny og Næ
en enkelt –
Peer Gynt.
Har Slægten saa mærkeligt forbedret sig?
Den magre.
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –
de fleste kommer i en Støbeske.
Peer Gynt.
Naa ja, – den Ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den Anledning, jeg kom.
Den magre.
Tal frit!
Peer Gynt.
Hvis det ikke var ubeskedent,
saa ønsked jeg gjerne –
Den magre.
Et Tillholdssted? Hvad?
Peer Gynt.
De har gjættet min Bøn forinden jeg bad.
Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det saa nøje –
Den magre.
Men, kjære –
Peer Gynt.
Mine Fordringer er ikke høje.
Nogen Løn er egentlig ingen Nødvendighed;
kun en venlig Omgang efter Sted og Omstændighed. –
Den magre.
Varmt Værelse?
Peer Gynt.
Ikke for varmt; – og helst
Adgang till at gaa igjen frank og frelst, –
Rett till, som man siger, at træde tillbage,
naar der byder sig en Lejlighed till bedre Dage.
Den magre.
Min kjære Ven, det gjør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken Mængde Suplikker
af lignende Indhold mig Godtfolk skikker,
naar de skal bort fra sin jordiske Dont.
Peer Gynt.
Men naar jeg betænker min forrige Vandel,
saa er jeg en adgangsberettiget Mand –
Den magre.
Det var jo kun Smaating –
Peer Gynt.
I en viss Forstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –
Den magre.
Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,
men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.
Peer Gynt.
Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.
Den magre.
Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.
Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer
i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –
de maa dog staa udenfor –
Peer Gynt.
Ja, men ved
De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!
Den magre.
I Udlandet? Humbug! De flestes Seen
ins Blaue slutter i Støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem till,
saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.
Peer Gynt
Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –
og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –
endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –
og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.
Den magre.
Jeg var tillfreds, De en Kokkepige
havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,
med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre Brændsel, i Tider
som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?
Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;
