og nedover lige till Nebukadnezar.

Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –

Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.

Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –

Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.

Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –

jeg vil være listig og sætte Doner.

Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,

og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.

Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –

saa kryber jeg under et vindfældt Træ;

som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver

og risper i Barken med store Bogstaver:

Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,

Kejser over alle de andre Dyr. –

Kejser?

(ler indvendig.)

                              Du gamle Spaamands-Gjøg!

Du er ingen Kejser; du er en Løg.

Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!

Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.

(tager en Løg og plukker Svøb for Svøb af.)

Der ligger det ydre forrevne Lag;

det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.

Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –

har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.

Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;

Saften er væk, – om det nogen har ejet.

Dette Grovskind her med den haarde Flig,

det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.

Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!

Det kaster vi væk uden vidre Snakk.

Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.

Og her er Profeten, færsk og saftig.

Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,

saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.

Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,

det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.

Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –

svart kan ligne baade Prest og Neger.

(plukker flere paa engang.)

Det var en ustyrtelig Mængde Lag!

Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?

(plukker hele Løgen opp.)

Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre

er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –

Naturen er vittig!

(kaster Resterne fra sig.)

                              Fanden maatte gruble!

Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.

Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –

for jeg ligger bundfast paa alle fire.

(kløer sig i Nakken.)

Underligt Stell, det hele Røre!

Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.

Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,

og en fanger noget andet – eller ingenting.

(han er kommen i Nærheden af Hytten, faar Øje paa den og studser:)

Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!

(gnider Øjnene.)

                              Det er plent,

som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –

Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!

En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!

Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –

Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!

    Solvejg

(synger i Stuen).

Nu er her stellet till Pinsekveld.

Kjære Gutten min, langt borte, –

kommer du vel?

Har du tungt at hente,

saa und dig Frist; –

jeg skal nok vente;

jeg lovte saa sidst.

    Peer Gynt

(rejser sig stille og dødbleg).

En, som har husket, – og en, som har glemt.

En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –

O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!

O, Angst! – Her var mit Kejserdom!

(løber ind over Skogstien.)

*

(Natt. – Furumo. En Skogbrand har hærget. Forkullede Træstammer milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.)

(Peer Gynt løber over Moen.)

    Peer Gynt.

Aske, Skodde, Støv for Vinden, –

her er nok at bygge af!

Stank og Raaddenskab for inden;

alt ihob en kalket Grav.

Digt og Drøm og dødfødt Viden

lægger Fod om Pyramiden;

over den skal Værket højne

sig med Trappetrin af Løgne.

Flugt for Alvor, Sky for Anger,

som et Skilt paa Toppen pranger,

fylder Domsbasunen med sit:

Petrus Gyntus Cæsar fecit!

(lytter.)

Hvad for Graad af Barnerøster?

Graad, men halvt paa Vej till Sang. –

Og for Foden triller Nøster –!

(sparker.)

Væk! I gjør mig Stien trang!