Det er kjøbt med Forlis; det sælges med Tab.
En Gut.
Raab opp!
Peer Gynt.
En Drøm om en Spændebog!
Den kan I faa for en Hægtekrog.
Gutten.
Fanden med Drømme!
Peer Gynt.
Mit Kejserdom!
Jeg kaster det i Flokken; I kan gramse derom!
Gutten.
Følger Kronen med?
Peer Gynt.
Af det dejligste Straa.
Den vil passe den første, som sætter den paa.
Hej, her er mer! Et vindlagt Ægg!
En Galmands Graahaar! Profetens Skjægg!
Alt skal han faa, som viser mig paa Hejen
Stolpen med Paaskrift: her gaar Vejen!
Lensmanden
(som er kommen till).
Du bærer dig ad, min Mand, saa næsten
jeg tror din Vej gaar bent i Arresten.
Peer Gynt
(med Hatten i Haanden).
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
Lensmanden.
Hvad Sludder –
Peer Gynt.
Med Forlov! Jeg beer saa tyndt –!
Lensmanden.
Aa, der siges, han var en vederstyggelig Digter –
Peer Gynt.
En Digter –?
Lensmanden.
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, Ven, – jeg har andre Pligter –
(gaar.)
Peer Gynt.
Og hvor er han nu, den mærkelige Mand?
En aldrende.
Han foer over Havet till et fremmed Land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange Aar siden hængt.
Peer Gynt.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
I glade Gutter, I væne Kvinder, –
vil I høre en Skrøne till Vederlag?
Flere.
Ja, kan du nogen?
Peer Gynt.
Der er intet till Hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed Mine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter Guld.
Hele Byen var af Gjøglere fuld.
En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;
en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde Vers
mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.
Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –
vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.
Hans Fag var det: paa en skuffende Vis
at kunne grynte som en virkelig Gris.
Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.
Huset var fuldt og Forventningen spændt.
Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;
man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.
Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstaaet en Gris at liste.
Og nu begyndte da Præstationen.
Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.
Det hele blev holdt som en Fantasi
over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –
till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –
hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;
Stemningen blev baade lastet og berømt; –
nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;
andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva Grynt
var Præstationen yderst outreret. –
Se, det fik Fanden fordi han var dum
og ikke beregned sit Publikum.
(han hilser og gaar. Der falder en usikker Stillhed over Mængden.)
*
(Pinseaften. – Inde paa Storskogen. Længere borte, paa en Ryddningsplads, en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i Holtet og sanker Jordløg.)
Peer Gynt.
Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar
