og helst jeg staar paa egen Fod.

Og da nu Svigerfader kom

forblommet frem med Fordring om

jeg skulde skifte Navn og Stilling

og løse Adelskabsbevilling,

samt mangt og meget højst usmageligt,

for ej at sige uantageligt, –

saa trak jeg mig med Anstand ud,

gav Afslag paa hans Ultimatum –

og Afkald paa min unge Brud.

(trommer paa Bordet og synes andægtig.)

Ja, ja; der raader dog et Fatum!

Paa det vi Mennesker kan lide;

og det er trøsteligt at vide.

    Monsieur Ballon.

Og dermed Sagen var forbi?

    Peer Gynt.

Nej, jeg fik føle noget andet;

thi Uvedkommende sig blanded

med høje Ramaskrig deri.

Værst var Familjens yngre Lemmer.

Med syv af dem jeg fik Duel.

Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,

skjønt jeg gik ud deraf med Held.

Det kosted Blod; men dette Blod

gier Brev paa min Persons Fordyrelse,

og peger styrkende imod,

som sagt, et Fatums vise Styrelse.

    v. Eberkopf.

De har et Blik paa Livets Gang,

der hæver Dem till Tænker-Rang.

Imens en slett og rett Formener

ser hver for sig de spredte Scener,

og aldrig ender med at famle,

forstaar De alt till et at samle.

Med samme Norm De alting maaler.

De spidser till hver løs Eragtning,

saa hver og en gaar ud som Straaler

fra Lyset af en Livsbetragtning. –

Og De har ingentid studeret?

    Peer Gynt.

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

en blot og bar Autodidakt.

Methodisk har jeg intet lært;

men jeg har tænkt og spekuleret,

og læst mig till en Del af hvert.

Jeg har begyndt i ældre Alder;

da ved De jo, lidt tungt det falder

at pløje Side opp og ned

og tage ligt og uligt med.

Historien har jeg taget stykkevis;

thi mere fik jeg aldrig Tid till.

Og da man jo i tunge Tider

et noget visst maa sætte Lid till,

saa tog jeg Religionen rykkevis.

Paa den Manér det bedre glider.

Man skal ej læse for at sluge,

men for at se, hvad man kan bruge –

    Master Cotton.

Se, det er praktisk!

    Peer Gynt

(tænder en Cigar).

                              Kjære Venner;

betænk mit Levnetsløb forresten.

Hvorledes kom jeg først till Vesten?

Som fattig Karl med tomme Hænder.

Jeg maatte slide saart for Føden;

tro mig, det faldt mig tidtnok svært.

Men Livet, Venner, det er kjært;

og, som man siger, besk er Døden.

Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

og gamle Fatum, han var bøjelig.

Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

saa gik det stedse bedre, bedre.

Ti Aar derefter bar jeg Navn

af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.

Mit Rygte fløj fra Havn till Havn

jeg havde Lykken inden Borde –

    Master Cotton.

Hvad gjaldt Trafiken?

    Peer Gynt.

                              Mest jeg gjorde

i Negere till Karolina

og Gudebilleder till Kina.

    Monsieur Ballon.

Fi donc!

    Trumpeterstraale.

                              For tusend, Farbroer Gynt!

    Peer Gynt.

De finder nok Bedriften svævende

paa det tilladeliges Pynt?

Jeg selv har følt det samme levende.

Jeg fandt den endog odiøs.

Men, De kan tro mig, først begyndt,

det holder haardt at slippe løs.

Ialfald er det yderst svært

i slig en stor Forrettningsførelse,

der sætter Tusender i Rørelse,

at bryde ganske overtvert.

Det «overtvert» jeg kan ej lide,

men tillstaar paa den anden Side

at jeg har altid næret Agt

for hvad man kalder Konsekventserne;

og det, at overskride Grænserne,

har stedse gjort mig lidt forsagt.

Desuden tog jeg till at ældes;

jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –