og sukker saa underlig vildt?
Peer Gynt.
Det er Granene, Moer, som suser
paa Moen. Sidd bare stillt.
Aase.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den Lysningen fra.
Peer Gynt.
Fra Slottets Ruder og Porte.
Kan du høre, de danser?
Aase.
Ja.
Peer Gynt.
Udenfor staar Sankt Peder
og byder dig stige ind.
Aase.
Hilser han?
Peer Gynt.
Ja, med Hæder,
og skjænker den sødeste Vin.
Aase.
Vin! Har han ogsaa Kager?
Peer Gynt.
Ja da! Et smækkfuldt Fad.
Og salig Provstinden lager
dig Kaffe og Eftermad.
Aase.
Aa, Kors; kommer vi to sammen?
Peer Gynt.
Saa tidt og saa jævnt du vil.
Aase.
Aa nej da, Peer, for en Gammen
du kjører mig, Stakkar, till!
Peer Gynt
(smækker med Pisken).
Hypp; vil du rappe dig, Svarten!
Aase.
Kjære Peer, du kjører vel rett?
Peer Gynt
(smækker igjen).
Her er brede Vejen.
Aase.
Den Farten,
den gjør mig saa laak og trætt.
Peer Gynt.
Der ser jeg Slottet sig højne;
om lidt saa er Kjørslen slut.
Aase.
Jeg vil ligge og lukke Øjne
og lide paa dig, min Gut!
Peer Gynt.
Rapp dig, Grane, min Traver!
I Slottet er Stimlen stor;
mod Porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin Moer!
Hvad siger du, Herr Sankt Peder?
Faar ikke Moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder saa ærligt et Skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved Slottets Port.
Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;
hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet saa mangen Skrøne,
som Fanden paa Prækestol,
og skjældt min Moer for en Høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gjøre det rigtig tilllags;
her kommer ikke nogen bedre
fra Byggderne nutilldags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu faar du dit!
(med dyb Stemme.)
«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;
Moer Aase skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om till Moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden Dans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?
Moer! Er du fra Samling og Sans –!
(gaar opp till Hovedgjerdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snakk, Moer; det er mig, din Gut!
(føler varsomt paa hendes Pande og Hænder; derpaa kaster han Snoren bort paa Stolen og siger dæmpet:)
Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;
for rett nu er Rejsen slut.
(lukker hendes Øjne og bøjer sig over hende.)
Hav Takk for alle dine Dage,
for Bank og for Barne-Byss! –
Men nu faar du takke tillbage –
(trykker Kinden mod hendes Mund.)
Se saa; det var Takk for Skyds.
Husmandskonen
(kommer).
Hvad? Peer! Naa, saa er vi over
den tungeste Sorg og Nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt.
Hyss; hun er død.
(Kari græder ved Liget. Peer Gynt gaar længe omkring i Stuen; endelig standser han ved Sengen.)
Peer Gynt.
