Han har rigtig noget at gjøre sig bred af!
Haandværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af Pinden med hele Stasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen.
(et Stjerneskudd skimtes; han nikker efter det.)
Hils fra Peer Gynt, Broer Stjernerap!
Lyse, slukkne og forgaa i et Gab – –
(griber sig sammen som i Angst og gaar dybere ind i Taagerne; stillt en Stund, da skriger han:)
Er der ingen, ingen i hele Vrimlen –,
ingen i Afgrunden, ingen i Himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin Hatt paa Vejen og river sig i Haaret, Efterhaanden falder der Stillhed over ham.)
Saa usigelig fattig kan en Sjæl da gaa
tillbage till intet i det taagede graa.
Du dejlige Jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit Græs till ingen Nytte.
Du dejlige Sol, du har sløset med
dine lysende Stænk i en folketom Hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
Ejeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige Sol og dejlige Jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min Moer.
Aanden er karrig og Naturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med Livet for sin Fødsel. –
Jeg vil oppad, højt, paa den bratteste Tinde;
jeg vil endnu engang se Solen rinde,
stirre mig trætt paa det lovede Land,
se at faa Snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»
og bagefter, – siden –! Lad det gaa, som det kan.
Kirkefolk
(synger paa Skogstien).
Velsignede Morgen,
da Gudsrigets Tunger
traf Jorden som flammende Staal!
Fra Jorden mod Borgen
nu Arvingen sjunger
paa Gudsrigets Tungemaal.
Peer Gynt
(kryber sammen i Skrækk).
Aldrig se did! Der er Ørk og Øde. –
Jeg er rædd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem Buskerne, men støder paa Korsvejen.)
Knappestøberen.
God Morgen, Peer Gynt! Hvor er Synderegistret?
Peer Gynt.
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg aarked?
Knappestøberen.
Og ingen du traf?
Peer Gynt.
Ingen, uden en rejsende Fotograf.
Knappestøberen.
Ja, Fristen er ude.
Peer Gynt.
Alting er ude.
Uglen lugter Lunten. Kan du høre den tude?
Knappestøberen.
Det er Ottesangs-Klokken –
Peer Gynt
(peger).
Hvad er det, som skinner?
Knappestøberen.
Bare Lys i en Stue.
Peer Gynt.
Hvad er det for Sus –?
Knappestøberen.
Bare Sang af en Kvinde.
Peer Gynt.
Ja, der, – der finder
jeg Synderegistret –
Knappestøberen
(griber i ham).
Beskikk dit Hus!
(de er kommet ud af Holtet og staar ved Hytten. Daggry.)
Peer Gynt.
Beskikke mit Hus? Der er det! Gaa!
Pakk dig! Var Skeen saa stor som en Kiste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min Liste!
Knappestøberen.
Till tredje Korsvejen, Peer; men saa –!
(han bøjer tillside og gaar.)
Peer Gynt
(nærmere mod Huset).
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser.)
Nej! – Som en vild uendelig Klage
er det at gaa ind, gaa hjem og tillbage.
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
Udenom, sa'e Bøjgen!
(hører Sang i Stuen.)
Nej; denne Gang
tvers igjennem, var Vejen aldrig saa trang!
(han løber mod Huset; i det samme kommer Solvejg ud i Døren, kirkeklædt og med Salmebog i Klædet; en Stav i Haanden. Hun staar rank og mild.)
