Jeg skal prøve –
Begriffenfeldt
(trækker ham hen i et Hjørne og hvisker).
Den absolute Fornuft
afgik ved Døden iaftes Kl. 11.
Peer Gynt.
Gud fri mig –!
Begriffenfeldt.
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste
for en Daarekiste.
Peer Gynt.
En Daarekiste!
Begriffenfeldt.
Ikke nu, forstaar De!
Peer Gynt
(bleg og sagte).
Nu skjønner jeg Stedet!
Og Manden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort.)
Begriffenfeldt
(følger efter).
Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?
Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.
Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –
akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.
Peer Gynt.
Undskyld et Minut –
Begriffenfeldt
(holder paa ham).
Nej, det var som en Aal; –
ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –
han sprælled paa Væggen – –
Peer Gynt.
Hvor finder jeg Frelsen!
Begriffenfeldt.
Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!
Peer Gynt.
Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!
Begriffenfeldt.
Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge
en hel Omvæltning till Lands og Vands.
De Personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,
konforme med Fornuften i dens nye Fase.
Og ser man endvidre paa Sagen rett,
er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett
begyndte de saakaldt kloge at rase.
Peer Gynt.
De nævnte Klokken; min Tid er knapp –
Begriffenfeldt.
Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!
(aabner en Dør og raaber:)
Herud! Den vordende Tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
Peer Gynt.
Nej, kjæreste Mand –!
(de afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.)
Begriffenfeldt.
God Mogen! Giv Møde,
og hils paa Befrielsens Morgenrøde!
Eders Kejser er kommen!
Peer Gynt.
Kejser?
Begriffenfeldt.
Ja visst!
Peer Gynt.
Men Æren er saa stor, saa over al Maade –
Begriffenfeldt.
Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade
i en Stund som denne.
Peer Gynt.
Men und mig blot Frist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
Begriffenfeldt.
En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?
Som er sig selv?
Peer Gynt.
Ja, det er just Knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, saa at sige, foruden.
Begriffenfeldt.
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.
Hver lukker sig inde i selvets Tønde,
i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –
han stænger hermetisk med selvets Spunds
og tættner Træet i selvets Brønde.
Ingen har Graad for de andres Veer;
ingen har Sans for de andres Ideer.
Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,
