(drejer Hovedet og raaber haanligt opp:)
Uden en!
Peer Gynt.
Ja; uden en.
(de gaar hver sin Vej.)
*
(Ved et Fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et Uvejr trækker opp.)
(Aase, fortvivlet, raaber og ser sig om till alle Sider. Solvejg har ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et Stykke bagefter.)
Aase
(fægter med Armene og river sig i Haaret).
Alting er imod mig med Vredens Vælde!
Himmel og Vand og de stygge Fjelde!
Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!
Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!
Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –
og saa Menneskene! De er ude paa Drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!
(vender sig till Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –
han, som bare i Munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –
han –! En kunde baade græde og le! –
O, vi holdt sammen i Nød og Ve.
Ja, for du skal vide, Manden min drak,
foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,
ødte og traadte vor Velstand under Fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;
for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.
Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;
og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.
En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;
aa, ja! saa brugte vi Eventyr
om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.
Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?
(forfærdet igjen.)
Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!
Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!
(løber oppover en liden Højde og ser over Vandet. Indflytterfolkene kommer till.)
Aase.
Ikke Spor at se!
Manden
(stille).
Det er værst for ham.
Aase
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!
Manden
(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
Aase.
Nej, snakk ikke slig!
Han er saa glup. Der er ingen ham lig.
Manden.
Du daarlige Kvinde!
Aase.
Aa-ja, aa-ja;
jeg er daarlig; men Gutten er bra'!
Manden
(altid dæmpet og med milde Øjne).
Hans Sind er forhærdet; hans Sjæl er tabt.
Aase
(angst).
Nej, nej da! Saa haard er Vorherre knappt!
Manden.
Tror du han kan for sin Syndegjæld sukke?
Aase
(ivrig).
Nej, men han kan ride i Luften paa Bukke!
Konen.
Kors, er I gal?
Manden.
Hvad siger I, Moer?
Aase.
Ingen Gjerning er ham for stor.
I skal se, faar han bare leve saa længe –
Manden.
Bedst var det, I saa ham i Galgen hænge.
Aase
(skriger).
Kors i Jesu Navn!
Manden.
Under Mestermands Hænder
tør ske, at hans Sind sig till Anger vender.
Aase
(fortumlet).
Aa, I snakker mig snart i Svime!
Vi maa finde ham!
Manden.
Frelse hans Sjæl.
Aase.
Og Kropp!
Sidder han i Myren, maa vi drage ham opp;
er han bergtagen, maa vi efter ham kime.
Manden.
